Med Cloud slipper vi for alt det besværlige

Nykilde er en lille virksomhed med tre fastansatte, som udvikler, producerer og markedsfører frø, grønne tage, grønne vægge og færdige vegetationsløsninger i måtter. Blandt andet rullegræs, måtter af vilde blomster, græsser og urter.

Virksomheden har valgt at lægge alle de administrative programmer inkl. økonomisystemet i skyen. Det giver en masse fordele, som direktør Jesper Christensen er glad for: “Jeg må sige, at cloud computing er meget nemmere end alt muligt andet. Vi har abonnement på de programmer og det software, som vi skal bruge – og skal så ikke tænke på at vedligeholde servere, lave back-up og udbedre fejl. Det lader vi nogle andre om. Til gengæld kan vi bruge vores tid på at drive forretningen, besøge kunder og producere.”

Nu kan vi bruge vores tid på at drive forretningen, besøge kunder og producere…

Med kunder i både Norden og syd for grænsen er der en del rejseaktivitet hos Nykilde. Men også når medarbejderne er på farten er det nemt at få fat på nøgletal og informationer, som nu ligger tilgængelige i skyen, som før var gemt på en lokal server.

Det startede med et uheld

Skiftet til cloud computing blev egentlig sat i gang af et uheld. En virus på en pc på kontoret slettede desværre et halvt års regnskabsoplysninger fra det gamle økonomisystem. Det medførte en del overvejelser i retning af, hvilket system der ville være nemmest og ikke mindst sikrest, at bruge i fremtiden.

nykilde-jesper

Jesper Christensen

I dag hedder økonomisystemet C5 online og kontorpakken Microsoft 365. Med de to programmer er der styr på det meste. “Økonomisystemtet fungerer rigtig godt. Vi bruger meget lidt tid på administration og bogholderi. Revisoren har også direkte adgang til det. Så når vi mødes med ham en gang om året, er det nærmest for hyggens skyld. Alt det praktiske har vi klaret online.”

Men, som Jesper siger, så er det ikke sikkert, at det ender der. “Vi kunne sagtens forestille os at have andet end vores kontor- og økonomisystem i skyen. For eksempel programmer til produktionsstyring. Men det kommer måske en dag.”

Telia leverer forbindelsen

Det er Telia som står for Nykildes mobiltelefoni, det mobile bredbånd og livlinen, som er internetforbindelsen hjemme på kontoret i Slots Bjergby ved Slagelse.

Jesper Christensen fortæller: “Vi oplever i høj grad at både mobildækningen og internetforbindelsen er stabil og, at vi kan få svar på spørgsmål hos Telia, når vi har brug for det. Vi kontakter bare erhvervsafdelingen, så hjælper de.”

På spørgsmålet om, hvorvidt cloud computing er vejen frem for små virksomheder er Jesper Christensen ikke i tvivl: “Især de mindre virksomheder, som ikke har ubegrænsede resurser og budgetter, har glæde af at købe IT på abonnementsbasis. Man slipper for de dyre investeringer i servere – og kan nøjes med at betale for det, som man har brug for. Det er uden tvivl en rigtig god løsning for virksomheder som min.”

Fik du inspiration eller nye ideer ved at læse om, hvordan andre gør? Ring til os på 80 40 40 30, hvis du vil vide mere om mulighederne for din virksomhed.